ved KFUM-Spejderne i Børkop
Nedenstående regler er vedtaget af både bestyrelse og ledere, og godkendt på generalforsamlingen 2025.
Alle ledere, bestyrelsesmedlemmer og ungledere, skal være orienteret om samværsreglerne.
Det er fast punkt på alle leder- og bestyrelsesmøder om samværsregler overholdes, og om alle er orienteret om dem.
Det er til enhver tid den siddende gruppebestyrelse, der har ansvaret for at samværsreglerne overholdes.
Ved eventuelle overtrædelser eller mistanke om sådanne skal gruppebestyrelsen altid orienteres.
Reglerne omhandler følgende punkter:
● Lovgivningen
● Omgangstone
● Overnatningspolitik
● Børneattester
● Intimsfæren
● Fotografering
● Sociale medier
Lovgivningen:
● Det er strafbart at have seksuel omgang med et barn under 15 år.
● Det er strafbart at have seksuel omgang med personer under 18 år, hvis du er betroet at undervise
eller opdrage eller have anden form for herredømme i kraft af status eller alder.
(Dette gælder også for spejderledere, og det har ingen betydning om den umyndige er villig til eller
opfordrer til seksuelt samvær)
● Det er strafbart at krænke blufærdigheden. Straffen skærpes hvis det sker over for et barn under 15
år.
● Du har som spejderleder pligt til at underrette kommunen, hvis du får kendskab til vold, overgreb,
mishandling, vanrøgt eller anden nedværdigende behandling af et barn eller en ung, om det er fra
forældres, undervisers eller anden opdragers side (at få kendskab til = være ret sikker på). En sådan
indberetning bør ske i samarbejde med korpsets kriseberedskab, såfremt en spejderleder er
involveret.
● Hvis et medlem af KFUM-Spejderne mistænkes eller anklages for overgreb eller krænkelse af et barn,
bortvises personen straks og afhængig af sagen, ekskluderes som medlem af korpset enten med det
samme eller i forbindelse med en domfældelse.
Omgangstone:
I Børkop gruppe taler vi ordentligt til og om hinanden. Vi omtaler hinanden med respekt. Vi siger fra overfor enhver form for mobning. Vi er åbne for at tale med spejderne om svære og ømtålelige emner. Vi er bevidste om vores rolle som tillidspersoner for vores spejdere og vores pligt i forhold til myndighederne.
Overnatningspolitik:
Drenge og piger sover som udgangspunkt i separate rum/teltkabiner, og vi tilstræber, at der er minimum en ansvarlig leder af begge køn, når vi tager på lejren med vore spejdere.
Gruppebestyrelsen og de involverede forældre skal orienteres inden lejren, hvis det ikke er muligt.
Spejdere af begge køn kan sove sammen, hvis de er 3 eller flere. Her vil de voksne sikre, at alle har ret til at sætte grænser, samt at omklædning kan ske uden at nogen føler sig krænket.
Voksne og børn sover som udgangspunkt hvert for sig. Men der kan være omstændigheder, som umuliggør opdelt leder-/ børn overnatning. Her er det de voksnes pligt at sikre, at overnatningen foregår under hensyntagen til alle med øje for individuelle behov.
Et barn sover aldrig alene med en leder. En leder sover aldrig alene med børn.
Børneattester:
Det er gruppelederens ansvar, at der til enhver tid foreligger gyldige børneattester på alle over 15 år, som
deltager som leder eller assistent i vores aktiviteter. Hvis forældre deltager på lejre med overnatning, skal
børneattester også indhentes på dem. Børneattester indhentes via medlemsservice, og en gyldig liste kan
altid rekvireres herfra.
Alle børneattester indhentes fra politiet minimum hvert 2. år, for medlemmer der fortsat tager aktivt del i
gruppens arbejde. Såfremt et medlem overgår fra en anden gruppe til os, indhentes ny børneattest ved
indmeldelse i Børkop Gruppe.
Intimsfæren:
I Børkop gruppe undgår vi tæt fysisk kontakt mellem børn og voksne i intime situationer, såsom toiletbesøg, omklædning og badesituationer. Vi tillader ikke aktiviteter, hvor der er risiko for overtrædelse af spejdernes blufærdighedsgrænse. Intimsfæren er defineret som badedragtsområdet.
Det er barnets og den unges grænser, der er udgangspunktet for, hvor tæt de voksne skal være på dem.
Herunder respekt for børn og de unges blufærdighed f.eks. under omklædning og badning. Dette gøres
med professionalisme fra de voksne, samt bestræbelser efter at børnene og de unge klarer det meste selv.
De voksne kan til alle tider bede andre voksne om hjælp.
I tilfælde af behov for tæt fysisk kontakt mellem barn og voksen – f.eks. ved sengevædning om natten – skal den voksne give en anden leder besked på forhånd.
Har der været behov for tæt fysisk kontakt mellem barn og voksen, drøftes det blandt lederne, hvorvidt
forældre skal kontaktes.
Fotografering:
Vi tager ikke billeder, der efterfølgende kan tolkes som krænkende. Vi respekterer de enkelte spejderes
grænser og de fototilladelser der er givet ved indmeldelsen.
Sociale medier:
Ved brug af sociale medier overholder vi vores normale omgangstone og respekt for hinanden. Vi er bevidste om at bruge et acceptabelt sprog. Vi holder vores roller adskilt så gruppens profiler og
administratorrettigheder, benyttes kun under hensyntagen til, at det er gruppens holdning der kommer til
udtryk, ikke individuelle meninger. Man udtaler sig dermed ikke på gruppens vegne, med mindre man ved, at der i gruppen er enighed om udsagnet. Kommunikation via sociale medier tilstræbes udelukkende at være af praktisk karakter.