ved KFUM-Spejderne i Børkop
Nedenstående regler er vedtaget af både bestyrelse og lederflok. Alle ledere, bestyrelsesmedlemmer og ungledere, skal være orienteret om samværsreglerne.
Det er fast punkt på alle leder- og bestyrelsesmøder om samværsregler overholdes, og om alle er orienteret om dem.
Det er til enhver tid den siddende gruppebestyrelse, der har ansvaret for at samværsreglerne overholdes.
Ved eventuelle overtrædelser eller mistanke om sådanne skal gruppebestyrelsen altid orienteres.
Reglerne omhandler følgende punkter:
- Lovgivningen
- Omgangstone
- Overnatningspolitik
- Børneattester
- Intimsfæren
- Fotografering
- Sociale medier
Samværsreglerne er gennemgået og vedtaget på ny på ledermøde 17/8-2021, og godkendt af bestyrelsen på bestyrelsesmøde 31/8-2021.
Bo Holst, Formand.
Lone Stricker Mathiasen, Gruppeleder
Jakob Skodsboerg, Kasserer
Camilla Askou Berg, Forældrerepræsentant
Michael Madsen, Forældrerepræsentant
Jørgen Winther, Forældrerepræsentant
Niels Borello Lausen, Forældrerepræsentant
Lovgivningen:
- Det er strafbart at have seksuel omgang med et barn under 15 år
- Det er strafbart at have seksuel omgang med personer under 18 år, hvis du er betroet at undervise eller opdrage eller have anden form for herredømme i kraft af status eller alder
(Dette gælder også for spejderledere, og det har ingen betydning om den umyndige er villig til eller opfordrer til seksuelt samvær)
- Det er strafbart at krænke blufærdigheden. Straffen skærpes hvis det sker over for et barn under 15 år.
- Du har som spejderleder pligt til at underrette kommunen, hvis du får kendskab til vold, overgreb, mishandling, vanrøgt eller anden nedværdigende behandling af et barn eller en ung, om det er fra forældres, undervisers eller anden opdragers side (at få kendskab til = være ret sikker på). En sådan indberetning bør ske i samarbejde med korpsets kriseberedskab, såfremt en spejderleder er involveret.
- Hvis et medlem af KFUM-Spejderne mistænkes eller anklages for overgreb eller krænkelse af et barn, bortvises personen straks og afhængig af sagen, ekskluderes som medlem af korpset enten med det samme eller i forbindelse med en domsfældelse.
Omgangstone:
I Børkop gruppe taler vi ordentligt til og om hinanden. Vi omtaler hinanden med respekt. Vi siger fra overfor enhver form for mobning. Vi er åbne for at tale med spejderne om svære og ømtålelige emner. Vi er bevidste om vores rolle som tillidspersoner for vores spejdere og vores pligt i forhold til myndighederne.
Overnatningspolitik:
Drenge og piger bør sove i separate rum/teltkabiner og vi tilstræber, at der er minimum en ansvarlig leder af begge køn, når vi tager på lejr med vore spejdere.
Gruppebestyrelsen og de involverede forældre skal orienteres inden lejren, hvis det ikke er muligt.
Børneattester:
Det er gruppelederens ansvar, at der til enhver tid foreligger gyldige børneattester på alle over 15 år, som deltager som leder eller assistent i vores aktiviteter. Hvis forældre deltager på lejre med overnatning, skal børneattester også indhentes på dem. Børneattester indhentes via medlemsservice, og en gyldig liste kan altid rekvireres herfra.
Alle børneattester indhentes fra politiet minimum hvert 2. år, for medlemmer der fortsat tager aktivt del i gruppens arbejde. Såfremt et medlem overgår fra en anden gruppe til os, indhentes ny børneattest ved indmeldelse i Børkop Gruppe.
Intimsfæren:
I Børkop gruppe undgår vi tæt fysisk kontakt mellem børn og voksne i intime situationer, så som toiletbesøg, omklædning og bade-situationer. Vi tillader ikke aktiviteter, hvor der er risiko for overtrædelse af spejdernes blufærdighedsgrænse. Intimsfæren er defineret som badedragtsområdet.
Fotografering:
Vi tager ikke billeder, der efterfølgende kan tolkes som krænkende. Vi respekterer de enkelte spejderes grænser og de fototilladelser der er givet ved indmeldelsen.
Sociale medier:
Ved brug af sociale medier overholder vi vores normale omgangstone og respekt for hinanden. Vi er beviste om at bruge et acceptabelt sprog. Vi holder vores roller adskilt så gruppens profiler og administratorrettigheder, benyttes kun under hensyntagen til, at det er gruppens holdning der kommer til udtryk, ikke individuelle meninger. Man udtaler sig dermed ikke på gruppens vegne, med mindre man ved, at der i gruppen er enighed om udsagnet. Kommunikation via sociale medier tilstræbes udelukkende at være af praktisk karakter.